Granfondo Stelvio starter i den hyggelige italienske by Bormio, i hjertet af De Italienske Alper.
Løbet har 3 forskellige distancer. Den lange rute på 151,3 km med 4.058 højdemeter, jeg kørte mellemruten på 137,9 km med 3.053 højdemeter og så er der den korte rute på 60 km og 1.950 højdemeter. Den korte rute har kun én reel stigning, nemlig Passo Stelvio. Mellemruten indbefatter Passo Teglio og Passo Stelvio og den lange rute inkluderer også Passo Mortirolo.
Løbet har kun eksisteret i 6 år, men et rigtig godt arrangeret løb og afviklingen er helt i top. Det er tøjproducenten Santini der står bag arrangementet hvorfor der også er en trøje inkluderet samt den eftertragede finisher-cap til dem der gennemfører løbet. Selve løbet afsluttes på Stelvio som er et af de fedeste bjerge jeg har kørt på. En god stemning og legendariske omgivelser med fantastiske udsigter.
Bormio ligger i ca. 1.225 meters højde, og herfra kan man komme ud at cykle på flere kendte pas fra bl.a. Giro d’Italia. Vi boede 12 km fra Bormio i Santa Caterina og da dette var opkørslen til Passo Gavia kunne formen lige pudses af i dagene op til løbet.